DLH sælger fra i Asien
Afviklingen fortsætter med salg af Global Sales-enheder i Asien. DLH bliver dermed gældfri.
De solgte enheder omfatter DLH’s aktiviteter i Hong Kong, Kina, Vietnam, Indonesien og de afrikanske enheder med en samlet årlig omsætning på ca. 600 mio. kr.
- Det er lykkedes os at finde det helt rigtige match for vores asiatiske og afrikanske Global Sales-enheder. For vores aktionærer er dette et vigtigt skridt i realiseringen af vores frasalgsplaner. JAF er et velrenommeret privatejet østrigsk selskab, og jeg er derfor også glad på vores medarbejderes vegne, som får et godt nyt ejerskab, siger administrerende direktør Kent Arentoft.
Handlen er gennemført til bogførte værdier og vil, når handlen er afsluttet, give et provenu på omkring 115 mio. kr.
DLH solgte tilbage i juli sine selskaber i Polen og Slovakiet, og ifølge Kent Arentoft vil disse to handler gøre DLH gældfri. Salget af de polske og slovakiske enheder forventes afsluttet i starten af oktober, mens salget af de asiatiske enheder forventes godkendt af de østrigske konkurrencemyndigheder omkring udgangen af oktober.
Køberen, JAF Group, blev grundlagt i 1948 i Stockerau/Østrig og er Centraleuropas førende grossist inden for træ og træbaserede produkter.