Populære Wegner-udstillinger tiltrækker tusindvis
Sønderjyllands Kunstmuseum og Designmuseum Danmark oplever stor interesse for jubilæumsudstillingerne om Hans J. Wegner.
Anders Brun, daglig leder af Hans J. Wegners Tegnestue, og Rasmus Koch, arkitekt på Designmuseum Danmarks Wegner-udstilling, i en af de tre Wegner-stole i dobbeltstørrelse, der fungerer som blikfang for særudstillingerne i København og Tønder.
I hjembyen Tønder har Sønderjyllands Kunstmuseum netop rundet 25.000 besøgende på sin Wegner-udstilling siden åbningen den 5. april, og i København har Designmuseum Danmark forlænget sin udstilling.
- Det sprænger rammerne. Og gæsterne bliver ved med at indløse billetter, siger Ove Mogensen, overinspektør ved Sønderjyllands Kunstmuseum til JydskeVestkysten.
Museet, der er etableret i 1972, har aldrig tidligere registreret så mange besøgende til en særudstilling.
På Designmuseum Danmark melder man om over 80.000 besøgende til udstillingen ”Wegner – bare een god stol”, der åbnede den 2. april.
- Det er meget. For tre år siden lå besøgstallet for hele året på omkring 63.000, siger kommunikationschef Nikolina Olsen-Rule til JydskeVestkysten.
Turistkontoret oplever også overvældende interesse. 20.000 Wegner-brochurer blev revet væk i forsommeren, og der meldes om besøgende fra lande som Kina, Japan og USA.