Konkurssalg satte trist punktum
Den lille Randers Møbelfabrik er lukket efter 15 år. Lørdag blev der solgt ud af restlageret med gør-det-selv-dele.
Ifølge Randers Amtsavis var det konkurs hos flere større kunder, der gjorde udslaget, og i weekenden blev der sat endeligt punktum med konkurssalg fra virksomhedens tidligere adresse på Ørneborgvej 27 i Randers.
- Det er selvfølgelig sørgeligt, men der er jo ikke noget at gøre ved det, sagde Mogens Petersen til avisen. Han er selv kommet videre og har fundet arbejde hos inventarproducenten Stina.
Ifølge Randers Amtsavis valgte mange at lægge vejen forbi konkurssalget, hvor der blev gjort nogle gode handler.