23948sdkhjf

Montana klar til Orgatec

Den fynske møbelproducent tager imod i sin permanente udstilling, hvor designduoen Salto & Sigsgaard er med for at vise den nye stol ”Guest” frem for det internationale publikum.
26 danske virksomheder er blandt udstillerne, når en af verdens største kontor- og kontraktmøbel-messer, Orgatec, åbner i dag i Köln.

Udstillingscentret Design Post Köln, der er placeret i umiddelbar nærhed af messehallerne, vil ganske givet også summe af aktivitet i denne uge.

I centret har 34 møbel- og designvirksomheder – heriblandt danske Kvadrat og Montana – permanente udstillinger, og hos Montana Møbler er det primært stolen ”Guest”, designet af Salto & Sigsgaard, der skal vises frem for de mange internationale messegæster. Designerne Kasper Salto og Thomas Sigsgaard vil selv være til stede i Design Post på messens åbningsdag, hvor de vil give et indblik i deres arbejdsproces.

- Vi har haft en permanent plads i Design Post siden 2011, hvor vi åbnede i forbindelse med imm-messen. Design Post er et interessant udstillingshus lige over for messehallerne, og der er aktiviteter og betjening de fleste af ugens dage, så både privatkunder, arkitekter og forhandlere kan orientere sig i de forskellige showrooms, fortæller Mette S. Larsen, communications manager i Montana, til Wood Supply.

Siden Montana præsenterede Guest-stolen for første gang i København den 21. maj, har den været vist i de skandinaviske lande, og nu er turen kommet til det internationale kontraktmarked på messen i Köln. Stolen kom i handlen den 1. oktober.

- Kunderne har taget rigtigt godt imod stolen på alle markeder. Designet og overraskelsesmomentet i transformationen fra et objekt i en reol til en komfortabel siddeplads ved et bord har allerede gjort Guest populær, siger Mette S. Larsen.

Se mere om messen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093