Radikalt brancheskift skaber nye danske møbler
Efter 20 år i rejsebranchen besluttede Lars Hansen at prøve kræfter med møbelbranchen, hvor han i dag er selvstændig med virksomheden LivingWood.
Men den travle erhvervsmand, som på daværende tidspunkt arbejdede som landechef i flyselskabet Finnair, kom aldrig videre med projektet. Da han senere, i slutningen af 2012, stoppede hos Finnair, var timingen bedre, og LivingWood en realitet.
- Jeg har altid gået til hånde derhjemme og har, som mange andre mænd, haft lidt for dyrt værktøj i forhold til, hvad jeg nok i grunden havde brug for, fortæller Lars Hansen til Wood Supply om baggrunden for at forlade rejsebranchen og kaste sig ud i møbelproduktion.
Hånd og hanke i processen
Omdrejningspunktet for LivingWood er at skabe et dansk produkt af høj kvalitet. Stammerne håndplukkes i Afrika og fragtes til savværket i Østjylland, hvor de skæres op, og derfra videre til snedkeriet i Nordsjælland.
- Design kan man altid diskutere, men kvaliteten skal ingen kunne sætte en finger på. Vi prøver os lidt frem, og indtil videre er det gået godt, fortæller Lars Hansen, der har allieret sig med arkitekt Michael H. Nielsens tegnestue til at stå for designet.
LivingWoods borde sælges på nuværende tidspunkt gennem Illums Bolighus samt udvalgte forhandlere i Jylland og på Fyn. Hertil kommer en del projektsalg.
- Vi skal ikke ud i hver eneste møbelbutik. Selvfølgelig vil vi gerne ekspandere, men vi vil også have hånd og hanke i processen. Vi er en lille virksomhed, og har du et stort salgsapparat, skal du også have ressourcer til at vedligeholde det. Vi skal sikre os, at sælgeren er klædt på til at forklare kunderne, hvad de får for pengene, forklarer Lars Hansen.
Amerikansk valnød på 11 meter
Vennerne i Atlas Timber ejer en mindre del af virksomheden, og ifølge Lars Hansen sikrer det en optimal adgang til det bedste træ samt ikke mindst en faglige ekspertise i udvælgelsen. Senest har LivingWood købt en gigantisk amerikansk valnød på 10,8 meter og 130 cm i diameter. Træet blev fragtet til Danmark og skåret op i starten af oktober.
- Den har stået på et fransk slot i Champagne-distriktet og bliver til en række meget spændende borde om et års tid, fortæller Lars Hansen.