23948sdkhjf

Trælastmarkedet fortsætter moderat vækst

Læs Dansk Træforenings hovedkonklusioner fra den 9. Internationale Trælastkonference, ISC, som blev afviklet i Berlin den 16.-17. oktober.
Såvel produktion som forbrug af savet trælast i Europa og USA er i fremgang.

Importører og producenter tegner et billede af et generelt trælastmarked i langsom bedring med udsigt til moderate vækstrater i de kommende år.

Således forventer importørerne på det europæiske marked en stigning på 4,8 % i det europæiske forbrug af trælast i 2014 og mere beskeden vækst på 0,9 % i 2015.

Produktion og forbrug i Europa peger opad
Den europæiske produktion (inkl. Rusland) ventes øget med 7,1 % til 114,4 mio. m³ i 2014 og med yderligere 1,9 % til 116,6 mio. m³ i 2015. I EU ledes produktionen fortsat af Tyskland med en årlig anslået produktion på 21 mio. m³ savet nåletræ.

De nordiske industrier ledes af de svenske savværker, der har øget produktionen betydeligt i 2014 og fortsat dirigerer stadigt større volumener af savet trælast til markederne i Nordafrika, Mellemøsten og Kina.
Eksporten til det europæiske marked er dog vokset i 2014, selvom markedet fortsat er præget af svage konjunkturer og med byggeriet kun i langsom bedring.

Forbruget af trælast har været særligt stærkt i 2014 på det britiske marked, men importørerne i UK udtaler sig forsigtigt om resten af året.

Nordamerika – en træbrist på vej
Producenterne holder særligt øje med opsvinget i USA, som er under yderligere forstærkning. Væksten i nybyggeriet trækker dog ud men vil passere 1 mio. påbegyndte enheder i år og forventes at sigte mod 1,5 mio. enheder inden for en årrække. Dertil kommer, at den eksisterende bygningsmasse er aldrende og rummer et stort potentiale for renovering og forbedringer.

Den canadiske produktion forventes at toppe i 2016, hvorefter der forudses en række år med reduceret produktion som resultat af de omfattende barkbille-ødelæggelser i British Columbia. På trods af forventninger om øget produktion i det sydøstlige USA er der forventninger om træmangel der potentielt kan udfyldes af de europæiske producenter.

Traditionelt har særligt de tyske savværker været aktive på det amerikanske marked, men lige nu er der ikke pris incitamenter for de tyske savværker.

Rusland – uro og muligheder
Den fortsatte svækkelse af rublen giver russiske eksportører forstærkede muligheder for at afsætte deres kævler og savede trælast. Eksporten er primært rettet mod Kina men de nordafrikanske markeder og mellemøsten er i fortsat vækst.

Den russiske savværksindustri forventer ikke at der rettes økonomiske sanktioner direkte mod træsektoren, men sektoren vil blive indirekte berørt hvis valutaen devaluerer, hvis det indenlandske forbrug går ned og hvis det bliver vanskeligere for virksomheder at låne penge. Disse forhold kunne imidlertid tale for at eksporten styrkes.

Det danske marked for trælast
Danmarks import af trælast er blevet styrket i første halvår af 2014. Selv med udsigt til et mere afdæmpet 2. halvår 2014 forventes den samlede trælastimport at lande på 1.300 mio. m³ i 2014, hvilket er en betydelig fremgang i forhold til 2013, men fortsat fjernt fra rekordåret 2007.

Fælles europæisk markedsføringsprojekt fortsætter
Det fælles europæiske markedsføringsprojekt, som blev sat i gang i 2013 af ETTF og EOS, arbejder under titlen ’Wood Building the future’ for at fremme anvendelsen af træ i byggeriet.

På konferencen blev de foreløbige resultater præsenteret i form af en fælles værktøjskasse - en database fyldt med eksempler på markedsføring og brug af træ – som de deltagende organisationer kan bruge i deres arbejde for at fremme anvendelsen af træ nationalt.

Derudover blev de netop afholdte ’Wood Action Days’ præsenteret; et fælles fremstød for træ rettet mod de nyvalgte EU Parlamentarikere i Bruxelles.

Dansk Træforening medfinansierer fortsat projektet som løber frem til 2015 og som koordineres af EOS og ETTF.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.074