Hotel satser på møbel-branding
Hotel Koldingfjord indretter to suiter med Finn Juhl, en suite med Wegner og 24 værelser med møbler fra unge designere.
Når projektet er afsluttet til marts, vil Hotel Koldingfjord råde over to suiter med Finn Juhl-møbler samt en suite indrettet med Wegner-møbler. Hertil kommer 24 værelser, der bliver platform for unge upcoming designere.
- I de 24 værelser bliver det mere blandet, og det bliver enkelte designting på hvert værelse. Vi vil gøre meget ud af at fortælle, at her har en ung dansk designer for eksempel tænkt nogle spændende tanker omkring stolen. Det handler om at fortælle historien bag, forklarer direktør Peder J. Madsen.
Han tilføjer, at hotellet allerede har arbejdet bevidst med design i forhold til møde-og selskabsfaciliteterne og receptionsområdet.
I en mail til Wood Supply oplyser Peder J. Madsen, at møblerne til Finn Juhl-suiten leveres af Onecollection, mens Wegner-møblerne kommer fra Carl Hansen & Søn. Det er endnu ikke besluttet, hvilke unge designere, der skal indrette de resterende værelser. Design Solutions i Ringkøbing er indretningsarkitekt på hele opgaven.