23948sdkhjf

Unge designere viser højt niveau

Sigrid Juel Jensen fra Arkitektskolen Aarhus blev torsdag kåret som vinder af FSC Design Award 2014. Dommerne roste deltagerne for et ekstremt højt niveau i forhold til tidligere år.
Ophængningsstativet ”Skrue”, designet af Sigrid Juel Jensen, blev torsdag den niende vinder af FSC Design Award.

- "Skrue" er et smukt og æstetisk produkt med en legende form, der viser spor tilbage til ældre håndværkstradition. Man får eksempelvis associationer til en høvlebænk og gammeldags skolæster. Designet har desuden en bæredygtig form. Det kan skilles ad og samles igen og igen, og så kan det stå alle steder og sættes op uden en eneste skrue, lød dommerpanelets begrundelse til vinderen.

fantastiske idéer
108 studerende fra landets design- og arkitektskoler har deltaget i årets konkurrence med en alsidig blanding af alt fra reoler, lamper og entrémøbler til stole, borde og børnemøbler. Også nytænkende interiør med mere visuelle og grafiske udtryk var repræsenteret.

Generelt var der stor ros fra de seks dommere til alle deltagere i konkurrencen. Enstemmigt var de imponerede over det høje niveau med hensyn til ideen bag designet såvel som selve udførelsen og præsentationen.

- Det er fantastiske ideer og ekstremt inspirerende. FSC Design Award er blevet en kæmpe succes. Jeg tror, vi gør noget godt her, for den nye generation ved alt om FSC nu. Jeg synes, vi har gjort vores arbejde, så vi skal bare fortsætte, lød det fra dommer Tobias Jacobsen, som har været dommer ved FSC Design Award flere gange siden begyndelsen i 2006.

Dommerne roste desuden de studerende for et højt ambitionsniveau og grad af professionalisme. Langt størstedelen af produkterne er nemlig så veludviklede i design, håndværk og idé bag, at de, ifølge de seks dommere, der alle har tilknytning til designbranchen, mere eller mindre er klar til at blive sat i produktion.

FSC Danmarks sekretariatsleder Loa Dalgaard Worm sagde om konkurrencen:

- Det har været to helt utroligt spændende dage. Jeg er glad for at se, at den unge generation af designere går lige så meget op i bæredygtighed som forfædrene i dansk design fra 1950’erne, som vi er så stolte af. Jeg er helt sikker på, at den kommende generation af designere kan hjælpe os med at sætte bæredygtigt træ på den danske dagsorden og med at få danske forbrugere til at få øjnene op for, at bæredygtighed ikke behøver være hverken gråt eller kedeligt.

Præmier ved FSC Design Award 2014
Vinderen af FSC Design Award blev præmieret med en rejse til Canada, som blandt andet byder på en tur til områder med FSC-certificeret skov. Vinderen kommer også til at møde indfødte folk og opleve, hvordan de lever i og af skoven, og et lokalt værksted vil hjælpe den studerende med at producere en unik, canadisk og FSC-certificeret model af vinderdesignet.

Desuden modtog vinderen et gavekort på 5.000 kroner til Munio Jewelry, og de ni næstbedste designere blev kåret som runner-ups og vandt gavekort på 1.000 kroner til samme sted.

Mad og Bolig, som er partner på konkurrencen, kårede Michael Daae Christensen fra Teko som vinder af deres Designpris, som magasinets læsere har bestemt via en afstemning på Facebook. Læs mere i artiklen Stol vinder Mad & Boligs designpris

Dommerpanelet bestod af Tobias Jacobsen (designer og foredragsholder), Maria Hørmann (Business Manager FDB Møbler, Coop), Ditte Buus (designer hos Trip Trap), Peter Rantzau (direktør i Kinraden), Mette Vestergaard (designer og vinder af FSC Design Award 2011) samt Simonne Gorju (kommunikations- og indretningschef ved Ikea).

Artiklen er en del af temaet FSC Design Award 2015.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.099