Akva Waterbeds vil lease senge
Hoteller og kroer er målgruppen for et nyt leasingkoncept, som den østjyske producent af vandsenge netop har lanceret.
- Vores markedsanalyser viser, at mange hoteller og især kroer, der sælger mange kæresteweeekender via Sweetdeals, er meget interesserede i at få vandsenge i et eller flere værelser, siger fabrikant Lars Brunsø.
Han vurderer, at det nye forretningskoncept er helt i tråd med tidens fokus på wellness, sundhed og velvære.
- Her er tale om win-win situation. Hotelbranchen giver gæsterne oplevelser og får en ekstra indtjenings-kanal, og vi får mulighed for at potentielle kunder kan prøve en vandseng, pointerer Lars Brunsø.
Han startede selv produktionen af vandsenge tilbage i 1981, og siden har fabrikken i Ry udviklet sig til Europas førende. 95 % af omsætningen på 35 mio.kr. i 2014 eksporteres til 30 lande med Tyskland og andre centraleuropæiske markeder som de største. Alle elementer fremstilles i Ry – lige fra varmelegemer til sengegavle og -rammer.