Expedit bygger ny fabrik i Baltikum
Til maj tager den nordiske butiksinventarvirksomhed nye produktionsfaciliteter i brug i Letland.
Expedit tog i 2012 hul på projekt ”fremtidens fabrik”. Man slog 2 danske produktionsenheder sammen til én enhed og optimerede herved sit produktionsflow. Nu vil man med etableringen af den nye produktionsenhed i Baltikum skabe et endnu stærkere produktionssetup, som sikrer konkurrencedygtige produkter til gavn for Expedits kunder.
- Vi ønsker at skabe fremtidens fabrik og det kræver, at vi også etablerer os udenfor Norden for at sikre konkurrencedygtighed på udvalgte områder, udtaler CEO Steen Bødtker, Expedit a/s.
Nyt byggeri og 30 ansatte
Expedit etablerer en produktionsvirksomhed med 30 ansatte i Liepãja Business Center. Liepãja by ligger tæt ved grænsen til Litauen og har 75.000 indbyggere. Liepãja Business Centeret ejes af danskeren Lars Fogh og business parken rummer foreløbig 15-20 skandinaviske fremstillingsvirksomheder.
Den 27. januar 2015 oprettede Expedit det juridiske selskab Expedit Baltic SIA i Letland. Produktionshallerne, som Expedit skal flytte ind i bliver helt nye og tilpasset Expedits behov - byggeriet er nemlig lige påbegyndt, og Expedit har haft mulighed for at sætte sit præg på indretningen. Det organisatoriske setup er også på plads, og man har foreløbig ansat en ledergruppe, som skal lede hele etableringen og driften. Inese Kurvina er ansat som Branch Manager og hun kommer med stor erfaring fra tidligere stillinger i Letland med fokus på virksomheds-etablering og produktionsledelse.
Driftsklar til august
Efter planen skal byggeriet stå klar 1. maj 2015, og lokalerne vil være klar til indflytning. Herefter skal Expedit indrette produktionen og flytte maskiner fra Danmark til Letland. 1. august forventes produktionen at være driftsklar, og 25-30 medarbejdere vil begynde produktion af butiksinventar i Liepãja Business Center.
- Det er væsentligt for mig at pointere, at vi fortsat vil have produktion i Danmark, hvilket for os er vigtigt. Vores beslutning drejer sig om at skabe lønsom produktion, og det kan vi gøre ved at flytte løntunge forarbejdningsprocesser til Baltikum, udtaler Steen Bødtker CEO, Expedit a/s og fortsætter:
- Vi bibeholder automatiserede produktionsprocesser i Danmark, men lægger en række øvrige processer ud til egen produktion i Letland. Alle produkter, som fremadrettet fremstilles i Letland, skal kunne leveres til Expedit koncernens selskaber som færdige komponenter, slutter han.