Gennembrud for FSC i danmark
FSC Danmark kom i sidste uge med deres årsrapport for 2006, og den afslører, at 2006 blev året, hvor FSC slog igennem i Danmark. Kendskabet til mærket voksede med 53% og er nu på 26%.
2006 blev også året, hvor FSC Danmark fik vokseværk og i løbet af få måneder gik fra én ansat til fem faste medarbejdere. Denne stigning skyldes især et stort Danidafinansieret projekt, der i 2006 og 2007 giver mulighed for at oplyse de danske forbrugere, indkøbere, borgmestre, arkitekter og designere om FSC gennem en række kampagner og aktiviteter.
Den første af disse kampagner hed “For Skov og Mennesker” og introducerede vores to nye ambassadører, Erik Peitersen og Cecilie Manz, der fremover vil gøre deres til, at danskerne skal gå mere aktivt efter FSC, når de handler.
Internationalt er FSC ude i en lignende eksplosiv vækst, og der er al god grund til at tro, at denne positive udvikling forsætter - til gavn for skove og mennesker verden over.
Der kom også masser af nye medlemmer til i 2006, og dermed tog medlemskurven i FSC Danmark et ordentligt hop opad.
Nye medlemmer fra 2006 er blandt andre
- Spekva
- Trip Trap
- DLH
- Aalborg Træ og Finer
- Bauhaus
- Gert Skyt International
Kilde: FSC Danmark - www.fsc.dk