Nielaus Møbler vil være de bedste
Målet for Nielaus Møbler i Vejrup ved Esbjerg er at blive Danmarks bedste polstermøbelfabrik, og selvom det er en vanskeligt målbar størrelse er virksomheden godt på vej.
Virksomheden, der er i familiens eje – foruden Kim Nordentoft består ledelsen af storebror og forældre – har gennem de sidste 10 udviklet sig til at være en vigtig aktør i den danske møbelindustri.
- Vi har på ti år nået det, som de fleste andre i branchen har brugt 30 år på: Antallet af medarbejdere er mere end tredoblet, og sortimentet er udvidet enormt – og vel at mærke især inden for designmøbler, siger Kim Nordentoft.
For blot ti år siden var Nielaus mest kendt for sine sofaer og hvilestole med synligt stel, men i dag omfatter sortimentet polstermøbler i alle afskygninger. Nielaus Møbler skal i fremtiden være et brand og er da også allerede blevet et kendt navn hos møbelhandlerne i det meste af Skandinavien, men det samme er virksomhedens konkurrenter, så Nielaus Møbler sætter nu ind med en mere fokuseret pressebearbejdning og annoncering.
Samtidig fylder produktudvikling enormt meget i virksomheden. Kim Nordentoft bruger ca. 60% af sin tid på produktudvikling, og for nuværende er der ti nye modeller på tegnebrættet.
I øjeblikket har virksomheden en fast bestand af designere fra Arne Vodder, Andreas Hansen og Nissen & Gehl til Hee Welling, men holder øjne og ører åbne, når nye designere henvender sig med forslag til nye modeller.
Kombinationen af nyt og gammelt skal sikre, at Nielaus Møbler's produktprogram bliver så bredt som muligt.
Kilde: Foreningen Dansk Møbelindustri