Jubilar står foran et vækstmæssigt kvantespring
Cornator ser i år tilbage på 25 år som leverandør af ERP-løsninger til træ- og møbelindustrien. Koncernen er nu klar til at accelerere sin europæiske vækst.
Udover ERP-løsninger til træ- og møbelindustrien beskæftiger Cornator og Trimit sig også med modebranchen samt flere grene af fremstillingsbranchen. Og netop modebranchen er udset som et springbræt til europæisk vækst.
Ifølge administrerende direktør John Kristensen, står virksomheden formentlig foran et vækstmæssigt kvantespring uden for Danmark, og han forventer at ansætte ti nye medarbejdere alene i 2015.
Standardsystemer vinder frem
Cornator blev stiftet den 1. marts 1990, og virksomhedens løsninger anvendes i dag af flere end 350 virksomheder.
Ifølge John Kristensen skyldes det blandt andet, at et stadigt stigende antal virksomheder i træ- og møbelindustrien fortrækker standard frem for skræddersyet, når de skal vælge ERP-løsning.
- Vi har altid haft som ambition at levere løsninger, der kræver et minimum af tilpasning til den enkelte virksomhed. Mens det tidligere var mest af nød, at de mindre virksomheder valgte en standardløsning, så ser vi dag, at selv store virksomheder går efter en løsning, der er mest mulig standard, fortæller han.
Modsat skræddersyede løsninger betyder en standardløsning kortere implementeringstid, højere sikkerhed, mere stabilitet og i sidste ende lavere omkostninger, påpeger John Kristensen.