Mads Mikkelsen skal sælge møbler for Boconcept
Fra Bond til Boconcept: En af Danmarks mest kendte skuespillere indtager hovedrollen i møbelkoncernens nye reklamefilm. Se filmen her.
Filmen, der bærer titlen ”The Call”, er led i en global branding-kampagne, der skal skabe webbaseret viral opmærksomhed om Boconcept.
- Med onlineplatformen som den dominerende kommunikationskanal er The Call en helt ny tilgang til markedsføringen af vores koncept og kollektion, forklarer Helle Vangsgaard, der er head of brand & concept hos Boconcept.
Målet er at skabe et varigt kendskab til Boconcept med en film, som folk ønsker at dele, og noget tyder på, at kampagnen sikrer stor eksponering. Siden lanceringen den 18. februar har den lidt over seks minutter lange reklamefilm fået knap 1,3 millioner visninger på Boconcepts Youtube-kanal.
Lanceringen af filmen følges op af en massiv pr-indsats og aktiviteter i samtlige Boconcept-butikker verden over.