23948sdkhjf

Ekornes’ opskrift på succes

Ekornes er i løbet af de sidste 10 år vokset og er i dag en af Europas største møbelproducenter. Et af de væsentligste succeskriterier er specialiseringen på ét område: Stressless-kollektionen.
Fra hovedkontoret og fabrikkerne i Nordvestlandet har Ekornes forsynet hele verden med Stressless-stole siden 1970’erne. Administrerende direktør Nils-Fredrik Drabløs besøger jævnligt sine konkurrenter i udlandet og forundres til stadighed over, hvor møbelproducenterne uden for Norge har deres fokus.

- Vores konkurrenter er dygtige til at følge med de sidste nye trends og har fokus på produktudvikling, salg og marketing, hvorimod fokus på den industrielle side af møbelproduktionen næsten er ikke-eksisterende. De mangler de nødvendige kompetencer til at kunne anvende omkostningsbesparende teknologi og til at koordinere denne indsats med underleverandører. Lave produktionsomkostninger på et møbel er sammen med kvalitet det mest afgørende for, at en virksomhed kan deltage i den internationale konkurrence, siger Drabløs.

Efter at Ekornes' produktion i udlandet blev solgt eller nedlagt i starten af 1990’erne, har møbelproducenten bygget nye fabrikker i Norge. Det høje lønniveau i Norge har gjort det nødvendigt for Ekornes at satse på produktionseffektivitet.

- Vi har egen ingeniørstab in-house, hvis hovedopgaver er at videreudvikle, industrialisere og automatisere hele virksomheden. Ingeniørstaben arbejder tæt sammen med designafdelingen, der består af mere end 30 møbeldesignere, industridesignere, ingeniører og produktudviklere. De to afdelinger arbejder sammen om at få nye ideer og produkter ført ud i livet ved hjælp af det allerede eksisterende produktionsapparat. Hvis virksomhedens produktionsapparat kommer til kort, indkøbes nyt udstyr. De to afdelinger udgør et vigtigt led i Ekornes’s satsning på kompetenceudvikling og læring, fortsætter Drabløs.

Udover den automatiserede produktion har Ekornes også indført et fælles markedsføringskoncept for deres møbelforhandlere verden over, så uanset om du befinder dig i Europa, Asien eller USA så ser Stressless-konceptets udstillingsområde ens ud.

- Vi bruger de samme argumenter i vores salgsarbejde uanset hvor i verden vores produkt skal sælges, nemlig komfort og funktionalitet. En ny undersøgelse viser, at mere end 45 millioner europæere kender til Stressless-konceptet, fortæller Drabløs.

Automatisering af produktionen har medført så lave produktionsomkostninger, at Ekornes forsat kan være en vigtig aktør på det globale marked.

- Stolene fra Stressless ser muligvis helt anderledes ud om 30 år, men brandet skal stå lige stærkt, slutter direktøren.

Kilde: Norsk Industri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08