23948sdkhjf

Danske lofttrapper til hele Europa

Med base i en lille nordvestjysk landsby sidder Dolle A/S i dag på en tredjedel af det europæiske marked for lofttrapper. Og ambitionerne er fortsat store.
Da administrerende direktør Francois Grimal i starten af 1990’erne blev ansat som salgschef, var det for at gøre Dolle mindre afhængig af det store tyske marked. Dengang hentede virksomheden over 80 procent af sin omsætning i Tyskland.

I dag står Tyskland for mindre end en tredjedel, og Dolle sidder på 30-35 procent af markedet for lofttrapper i Europa. Virksomheden producerer årligt over 250.000 lofttrapper på fabrikken i Frøstrup – en lille by i Vester Han Herred med 651 indbyggere.

- Vi er verdens største, men der er fortsat mange markeder, hvor vi er små, svarer Francois Grimal på spørgsmålet om, hvordan Dolle ser sig i stand til at nå målet om at øge salget af lofttrapper til 350.000 i løbet af det næste år.

Han fremhæver det nordamerikanske marked, hvor Dolle efter tre års tilstedeværelse har opbygget en salgsorganisation med 15 ansatte. Virksomheden leverer i dag gelændere og trapper til kæder som Home Depot og Lowe’s, men potentialet er til meget mere. Det samme er tilfældet for Norge og Sverige, hvor Dolle først for alvor gik ind i 2013 med etableringen af salgsselskabet Dolle Nordic.

Fakta Dolle A/S
Dolle A/S er grundlagt i 1982 og beskæftiger i dag knap 430 medarbejdere fordelt på fabrikker i Danmark, Kina og Ukraine samt salgsselskaber i Danmark Polen og USA.

Lofttrapperne, der produceres i Frøstrup, udgjorde 45 % af 2013-omsætningen på 223 mio. kr. mens gelændere med og almindelige trapper udgjorde 55 %.

Virksomheden har et mål om løbende at introducere nye produkttyper. I år lanceres et nyt gør-det-selv terrassekoncept, der skal sælges og markedsføres gennem byggemarkederne.
Nyt system vinder frem
Ikke mindst udviklingen af de nye ”Clickfix”-lofttrapper skaber forventninger om, at Dolle kan sætte sig endnu tungere på markedet i de kommende år.

Den traditionelle trælem er skiftet ud med polystyren, og det har både nedbragt vægten og forbedret isoleringsevnen betydeligt. Samtidig gør det patenterede Clickfix-system det hurtigere og nemmere for håndværkeren at montere trappen.

Dolle lancerede det fulde program i midten af 2014, og de nye trapper udgør allerede næsten halvdelen af den samlede produktion i Frøstrup.

- Vi har brugt to år på at undersøge, hvad folk vil have og er på ingen måde gået på kompromis med Clickfix, fortæller Francois Grimal.

Fra kvadratmeter til kubikmeter
Han er helt klar over, at der er en øvre grænse for, hvor mange lofttrapper man kan sælge. De færreste skal bruge mere end én, og urbaniseringen vil efter alt at dømme få efterspørgslen til at falde i de kommende årtier.

Derfor tænkes der også konstant i nye baner i Dolles udviklingsafdeling, hvor godt en tiendedel af fabrikkens samlede bemanding arbejder ud fra en vision om at skabe adgang til plads i boligen. Med afsæt i begrebet 'space creator' søger Dolle at omfavne den generelle udvikling i samfundet, hvor et stigende antal mennesker køber boliger med færre og dyrere kvadratmeter i byerne.

- Jeg arbejder benhårdt på at skabe noget mere omsætning her på fabrikken. Vi er bevidste om, at vi skal fylde noget af vores areal ud med noget nyt, men hvad det bliver, ved jeg ikke endnu, siger Francois Grimal.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078