Nye lamelplanker og massiv stavparket
På Gulvmessen 21.- 23. august i Herning Kongrescenter præsenterer Svendborg-firmaet Woodfloor A/S et par spændende nyheder, som nu indgår i firmaets store gulvsortiment.
Med mørk merbau og lys ahorn udvider Woodfloor A/S nu sortimentet og tilbyder endnu flere valgmuligheder inden for de populære Story lamelplanker fra Karelia. Baggrunden for sortimentudvidelsen er de seneste års massive interesse for Story lamelgulve, som med sit tydelige planke-look har vundet stor popularitet blandt danske boligejere. Lamelplankerne har 1,5 mm affasede kanter på langsiderne, der forstærker gulvets plankeeffekt ved at danne en bred V-formet rille mellem hver planke i det færdige gulv.
Med sortimentudvidelsen fås Karelias lamelplanker nu i yderligere fem træsorter foruden de kendte Story-planker i eg, der har været med i Woodfloor’s salgskuffert de sidste 8 år. Mens lamelplankerne i eg er behandlet med klar olie eller børstet og med arctic hvid olie, er de nye træsorter canadisk ahorn, ask, bøg, jatoba og merbau lakeret med Satin klar mat lak fra fabrikken.
Med på Gulvmessen 2007 har Woodfloor også sin massive stavparket i eg og merbau med færdigolieret overflade og microfas på kanterne. Samtidig med, at produktet sparer en masse tid i byggeriet, bl.a. ved at eliminere afslibning og overfladebehandling, giver det også et væld af muligheder for at skabe individuelle og unikke løsninger med utallige mønstre. Der er tale om det første produkt af sin art på det danske marked, og de massive parketstave er allerede blevet benyttet i en række byggeprojekter.
Kilde: Woodfloor A/S