Møbler med ekstra dimensioner
Møbler skal i fremtiden ikke blot fungere som møbler men tilføres en ekstra dimension. En gruppe unge danske arkitekter giver deres bud på fremtidens møbelkunst, der kan andet og mere end at være et møbel.
Det er tolv arkitektstuderende, der står bag de otte meget anderledes designermøbler, der indfanger og bruger lys på en ganske anden måde en hidtil set. Der er møbler på udstillingen, hvor lyset er integreret, mens andre møbler udnytter det udefrakommende lys til at skabe effekter med.
Ninna Helena Olsens og Lisbeth Hjorslev Toustrups bud på et lysende fremtidsmøbel er skamlen Osse Buco, hvor lyset er integreret.
Skamlen rummer et lysstofrør og er fremstillet af 35 mdf-plader og fås i grøn og hvid. Lysstofrøret kan dog tilføres alle typer farver, der er med til at ændre møblets karakter og gøre det mere skulpturelt. Makkerparret har planer om at udvide ideen til et topersoners møbel og et bord. Første version af Osso Buco er i øvrigt solgt til Nykredits Kunstforening.
Udstillingen Hybrido kan ses hos Normann Copenhagen på Trianglen i København fra 5. til 19. september, se også www.hybrido.dk
Kilde: Berlingske Boligen