Dammarks Designskoles elever udstiller i Bella Center
Danmarks Designskoles 4. semesters elever fra linien ’møbel- og rumdesign’ udstiller deres opgave i Bella Center fra den 24. september til medio december.
Udstillingen hedder ’Aftryk – Den første stol’ og vil indeholde 16 trådstole, hvor der er skåret helt ind til benet, så konstruktionsprincipperne er blotlagte. Det er på den måde selve konstruktionen, der træder i karakter og giver stolen udtryk.
Scandinavian Trade Mart - furniture + interior er en permanent udstilling inden for bolig- og kontorindretning. Her har en række af Danmarks og det øvrige Skandinaviens førende virksomheder inden for møbler, tæpper, tekstil og belysning deres showrooms, som fungerer som et professionelt udstillingsvindue for unikke produkter og koncepter. Det er kun professionelle, der har mulighed for at gøre sine indkøb på Martet, men alle har mulighed for at hente inspiration på de 8.000 kvadratmeter.
Kilde: Bella Center