Nålene holder længere i år.
Kvaliteten af juletræer er langt bedre i år, end den var sidste år. Ifølge direktør i Dansk Juletræsdyrkerforening Kaj Østergaard holder nålene længere i år.
- Der er to forhold, der gør sig gældende, og det vigtigste det er, hvor koldt der har været, for træerne begynder at afmodne, når der har været frost, og vi havde frost i oktober, en tre - fire nætter i træk, og det medfører, at træerne bliver mere nålefaste, siger han og fortsætter:
- Det andet, der er så daglængden, og hvis man venter med at skove sit juletræ til ind i december, så vil det normalt også holde nålene.
Det er dog særdeles vigtigt, at lade et juletræ ligge et par dage, efter man har skovet det og langsomt vænne det til de højere temperaturer, det bliver udsat for i stuerne i det ganske land.
Kilde: P4