Svendborg Vinduer vil vokse i nye lokaler
Virksomheden Svendborg Vinduer bygge nyt domicil på 1.900 m2, der skal rumme både produktion, lager, administration samt en udstilling af virksomhedens vinduer i træ, alu og plast.
Flytningen er længe ventet. Byggeriet er et år forsinket, hvilket har betydet, at virksomheden har måttet lade nye initiativer vente, da der ikke er plads nok i de nuværende produktionsfaciliteter i Tved.
Svendborg-virksomheden beskæftiger ni medarbejdere og leverer vinduer til håndværkere og private i hele landet.
- Vi producerer alle vinduer efter de mål, kunden opgiver, og ud over plast fremstiller vi nu også vinduer i træ og træ-alu (trævinduer beklædt med aluminium, red.), så de er næsten lige så vedligeholdelsesfri som plast. Det er træ- og træalu-vinduer, der sælges via netbutikken, fortæller indehaver Lars Jensen til avisen.
I dag udgør salget af de to typer trævinduer halvdelen af omsætningen, og salget af plastvinduer den anden halvdel.
Lars Jensen er ikke i tvivl om, at der er potentiale til en betydelig udvikling i salget, når produktionen flyttes til den nye og mere rationelt indrettede bygning på Englandsvej.
Kilde: Fyens Amts Avis