Duba-B8 som superbrand
Den tredje udgave af B2B Superbrands-bogen er netop udkommet og på siderne over dette års danske superbrands finder man Duba-B8.
Markedet for kontormøbler er præget af hård konkurrence, og med titlen Superbrand 2007 må Duba-B8 siges at stå stærkt.
- Duba-B8 er det første brand i kontormøbelbranchen, som er kåret til Superbrand, og det sætter os i en meget gunstig position i forhold til konkurrenterne, siger direktør Nils Knudsen fra Duba-B8 og han fortsætter:
- Vi kan give bogen "Superbrands" som gave til vores nøglekunder og leverandører og dermed vise styrken af vores brand. Internt betyder udnævnelsen, at medarbejderne bliver ekstra stolte af at være en del af Duba-B8, når de ser os i bogen.
Bag superbrand-bogen står et uafhængigt dommerpanel og Superbrandsorganisationen. Dommerpanelet består af fremtrædende personer inden for forretningsverdenen og repræsenterer forskellige brancher. Organisationen blev grundlagt i England for snart 13 år siden og er i dag aktiv i 13 lande.
Kilde: Duba-B8