Stor fremgang for FSC-mærket
Det har været et godt år for FSC. En ny kendskabsmåling viser, at hver tredje dansker nu kender FSC-mærket og ved, hvad det står for. Både hos FSC Danmark, Trip Trap og Coop Danmark mærker man en stigende efterspørgsel efter certificerede produkter.
Loa Dalgaard Worm fra FSC Danmark er begejstret.
- At så mange på så kort tid har fået kendskab til FSC viser os, at forbrugerne er begyndt at tænke sig om i deres indkøb. Danskerne har fået øjnene op for, at det er nødvendigt at gøre en forskel for at afhjælpe klodens klima- og sociale problemer. Og med mærkningsordninger som FSC og Fairtrade er det nemt – man skal blot vælge det rigtige produkt på hylden, siger hun.
Fremgangen skyldes især, at mange virksomheder er gået ind i arbejdet med bæredygtigt træ og papir. Meget tyder da også på, at danskerne i 2008 vil vælge FSC-mærket frem for ucertificerede varer. Sådan lyder det blandt andet fra virksomheder, der producerer og forhandler FSC-mærkede produkter.
Anders Bundgaard, Adm. direktør hos Trip Trap siger:
- Hos Trip Trap har vi gennem en årrække satset på miljø og etik i vores produktion. Vi kan mærke en øget interesse fra forbrugerne på disse områder, og vi mærker en stigende efterspørgsel på varer med FSC-mærket.
Hos Coop Danmark har man også oplevet en årlig stigning på havemøbelsalget på 10%, siden man i 2003 gik over til udelukkende at sælge FSC-certficerede produkter.
Målet for FSC Danmark er dog ikke nået endnu – Størstedelen af danske forbrugere skal fremover have kendskab til mærket.
Kilde: FSC Danmark