Strandstolen Lean – tilbagelænet komfort til udelivet
Trip Trap Denmark kunne fredag lade sig hylde som vinder af den anerkendte danske designpris Formland Design Award – Spring 2008. Det danske designfirma fra Hadsund vandt prisen for strandstolen Lean, designet af Hans Sandgren Jakobsen.
- Designer Hans Sandgren Jakobsen har brugt meget tid på Lean. Det har været altafgørende at finde det rigtige vippepunkt, ligesom stolen skal tåle at blive brugt. Nu står vi med et færdigt designprodukt, som vi er meget stolte af, lyder det fra salgsdirektør i Trip Trap Denmark, Søren Harding Jensen, der glæder sig over at modtage Formland Design Award – Spring 2008:
- Det giver stor opmærksomhed på messen og senere ude i butikkerne, så vi er meget stolte over at vinde Formland Design Award for første gang i vores 31-årige historie, tilføjer salgsdirektøren.
Efterspørgsel på designmøbler til udeliv
Trip Trap Denmark har i sin nye forårskollektion, der frem til mandag den 4. februar bliver præsenteret på Formland Spring 2008 i MCH Messecenter Herning, især fokus på designprodukter til udelivet. Når danskerne atter rykker udenfor efter vinteren, er Lean tiltænkt en væsentlig rolle:
- Formålet har været at skabe en smuk stol til stranden, haven eller koncerten i et nyt design. Vores analyser viser, at folk i høj grad efterspørger designmøbler til udelivet – møbler som er stilfulde og samtidig har god komfort. Lean bliver måske ikke en af vores absolutte topsællerter til sæsonen, men stolen er så fed, at den bare skulle i produktion, udtaler salgsdirektør Søren Harding Jensen, Trip Trap Denmark.
Satser på det unge segment
Med Lean håber salgsdirektøren samtidig at ramme plet hos en ny og attraktiv målgruppe – det unge segment. Stolen passer godt til teenageren eller det unge par med en terrasse eller altan – og så kan den tilmed anvendes af børn helt ned til treårs-alderen.
- Flot design tiltaler mange unge mennesker, så Lean vil helt sikkert appellere til dem. Vi er meget spændte på modtagelsen – både hos de unge og i vores kernemålgruppe, fortæller salgsdirektøren.
Lean bliver introduceret i Danmark den 1. april, hvor den kan købes både i Trip Traps egne butikker samt i design- og møbelforretninger landet over. På sigt er det hensigten, at Lean skal forhandles på eksportmarkederne i Europa, USA og Asien.
Kilde: Messecenter Herning - Formland Spring 2008