Ukendte Panton-møbler sættes i produktion
Verpan er i denne uge i Milano for at præsentere en række nye Verner Panton-møbler; heraf to som aldrig tidligere har været i produktion.
4
Billeder
Verpan er i denne uge blandt udstillerne på Salone Internazionale del Mobile i Milano (Foto: Verpan).
- Messen i Milano er årets største designevent. Her kommer præcis den type folk, som elsker Pantons arbejde, og siden messen åbnede tirsdag, har der været sindssyg meget opmærksomhed omkring de nye møbler, fortæller Peter Frandsen, direktør i Verpan.
Den runde ”Easy”-sofa med fire U-formede rygstøtter er designet i 1963 og blev vist frem for første gang på Kill-udstillingen i Køln året efter. Den lanceres sammen med en loungestol i formstøbt, rustfrit stålstel.
Verpan har også valgt at sætte Pantons Serie 430 fra 1967 i produktion. Serien, der består af en multistol med tilhørende skammel, var kun i produktion i en ganske kort periode, og Verpan har genopdaget de gamle tegninger og lancerer både stolen med polstret sæde og ryg.
For Peter Frandsen er det lidt af et mysterium, at møblerne ikke blev sat i produktion Verner Pantons tid. Verpan-direktørens eget bud er en blanding af begrænset teknisk viden i 1960’erne, samt at tegningerne forsvandt i det orgie af farver, prototyper og tegninger, der prægede Verner Pantons liv.
- Men nu skal de ud og leve igen, siger han.