Med FSC-vinder i Canada: Kunsten at vælge et træ (#3)
Wood Supply følger vinderen af FSC Design Award, som er taget til Canada for at fremstille en prototype af vinderdesignet.
Det er den slags spørgsmål, man stiller sig selv bagom skovdriften i Windhorse Farms skov. Med enorm ydmyghed for naturen, og for den rolle vi som mennesker spiller i den, driver Jim Drescher, der er i dag er 72 år, områdets 80 hektar. Det gør han på 25. år.
På rejse med en prisvinder
Sigrid Juel Jensen vandt i november FSC Design Award 2014 med ophængningsstativet "Skrue", som trækker spor tilbage til den gamle drejetaburet og høvlebænk.Hun er nu taget afsted på vinderrejse til Canada for at opleve arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift helt tæt på. Følg Sigrids rejse her på Wood Supply.
170 år med bæredygtig skovdrift
Skoven her er FSC-certificeret, og Jim har været med i udviklingen af den første FSC-standard for denne region. Men skoven her har ifølge Jim været drevet bæredygtigt i 170 år.
- Det her er det ældste eksempel på bæredygtig skovdrift i Canada. Skoven er af samme kvalitet, som den var, da den første satte en økse i en stamme her for 170 år siden, forklarer han.
Allerede dengang tænkte man fremad og sikrede sig skovens kvalitet, og der har været fældet i skoven hvert år lige siden starten. Også i dag rækker ambitionerne langt og endda længere end FSC-kravene. Man fælder for eksempel kun en tredjedel af skovens årlige tilvækst, og så har man en ganske særlig filosofi. Ifølge Jim sker der det, når man sælger træ fra skoven, at man sælger rigdom for penge. Rigdom ment som skovens rigdom. Og ifølge Jim skal der være en mening med den udveksling.
- Jeg ville aldrig sælge savsmuld, brænde eller andre billige produkter ud af vores skov, fortæller Jim.
Den rigdom er ifølge ham mere værd for skoven, end den er i penge. Spån og savsmuld bliver brugt til at anlægge stier i skoven. Det giver en blød overflade, der holder jorden blød neden under – på den måde kan de jordlevende dyr færdes frit under de anlagte stier.
- Vi har ret mange stier i den her skov. Vi bruger kun heste til at trække stammerne ud med, så vi er nødt til at have dem for at de kan komme rundt, fortæller han.
Det levende døde
Jim opfordrer os til at slå på en stor japansk udseende gongong, der er hængt op på et træstativ nær et vandløb. Vi slår alle på den, og det skulle efter sigende være en måde at annoncere vores ankomst på. Jim fortæller om de døde træer:
- Et dødt træ kan være mere levende end et levende træ, siger han.
Det er af afgørende betydning for skovens cyklus. Et dødt træ kan sagtens stå i 40 år og være hjemsted for et væld af liv. 50 % af skovens dyr lever i de døde træer, ikke de levende.
- Her kan man virkelig se, hvordan en naturlig skov ville se ud, hvis ikke vi mennesker påvirkede den så meget. Man kan tydeligt se, hvordan træerne former hele landskabet, fordi de ikke bare blev ryddet væk, men idet de vælter eller rådner, er de med til at skabe vandhuller og bosteder for små dyr. På mange måder minder den måde, som Jim planlægger skovens naturlighed med et rum til alle behov på, om arkitektur, siger Sigrid.
Kunsten at vælge et træ
Vi spørger til, hvordan man udvælger de træer, der skal fældes.
- Der er blevet fældet i skoven hvert år de sidste 170 år, men kun fem personer har nogensinde valgt træer til fældning i denne skov. Farmens tidligere ejere og nu mig, fortæller Jim.
Når han vandrer i skovene, lægger han mærke til de træer, som kunne være mulige.
- Jeg fælder aldrig de højeste træer, for de har en vigtig rolle. Træer kan nemlig ikke lide, at andre træer er højere end dem, siger han og smiler skævt. Det handler om adgang til lys.
- Jo højere træerne vokser, desto mere liv kan der blive i skoven fra krone til rod.
I stedet vælger han de træer, som ikke har afgørende betydning for skovens diversitet. Det er gerne træer, der står tæt med andre, vokser langsomt eller lignende.
Som et egern
Jim forklarer, at idealet for skovdriften er at leve som skovens dyr, der jo også bruger skoven, men gør det på en måde, der ikke ødelægger den.
- Et egern tager også en grankogle og spiser frøene uden det ødelægger skovens balance, siger han.
”Den her tur har ændret mit syn på skov, siger Sigrid. - Jeg tænker på den ene side, at det må være en krævende opgave at skulle tage så mange hensyn, men samtidig er det jo bare at følge naturens logik og værne om alt det, vi måske ellers ville kalde for ”rod”. I sidste ende låner vi jo netop bare skoven i en given tid.
Den buddhistiske tilgang til skoven lader sig heller ikke fornægte. Rundt omkring findes små områder med masker, gongonger eller shrines. Mennesker kommer ude fra for at finde ro i skoven og bruger den som et rekreativt eller healende sted. En del af filosofien bag Windhorse Farm er nemlig også, at skoven skal tilføre værdi for mennesker.
Artiklen er en del af temaet FSC Design Award 2015.
