23948sdkhjf

Med FSC-vinder i Canada: Inspiration fra gamle teknikker (#7)

Wood Supply følger vinderen af FSC Design Award, som er taget til Canada for at fremstille en prototype af vinderdesignet.
Vi befinder os fortsat på Canadas vestkyst, nærmere bestemt Haida Gwaii. Vi er taget til den nordlige del af øen til Old Massett for at se nærmere på det traditionelle træhåndværk.

Her i området bygger man stadig de langhuse, som vi tidligere har set rester af. Lange massive stammer bruges til tagkonstruktionen og er et af de særlige kendetegn.

På rejse med en prisvinder

Sigrid Juel Jensen vandt i november FSC Design Award 2014 med ophængningsstativet "Skrue", som trækker spor tilbage til den gamle drejetaburet og høvlebænk.

Hun er nu taget afsted på vinderrejse til Canada for at opleve arbejdet med FSC og bæredygtig skovdrift helt tæt på. Følg Sigrids rejse her på Wood Supply.
- De her langhuse er simple og solide, men man kan også godt se, at ikke alle har formået at lave en god nyfortolkning af dem. Flere steder har man for eksempel lavet ekstra tætninger. Til gengæld må de være meget vedligeholdelsesfattige. Cedertræet er stærkt og man lader det bare få sin naturlige grålige glød med tiden, siger Sigrid.

Hele træet udnyttes
På Haida Gwaiis museum har Sigrid set nærmere på en del af det traditionelle håndværk. Museet er fuldt af brugs- og kunstgenstande i træ, udført af haidafolket igennem tiden.

- De udnytter hele træet lige fra træets bark til rødderne, som de bruger til at flette med. Der er ikke meget spild. Det kunne vi godt lære noget af, siger Sigrid.

Hun er særligt inspireret af en gammel haidateknik til at lave æsker med. Den er oprindeligt brugt til at opbevare døde klanmedlemmer i, dengang haidafolket satte deres døde over jorden. Og da vi nu er i Old Massett, sætter vi os for at opsøge nogle, der måske ved noget om denne gamle teknik.

Tips fra en lokal
Vi kører rundt i et område med små lave træhuse. Dette er ikke et af de fine kvarterer, men tydeligvis er det her, at den almindelige Haida Gwaii-beboer kan få råd til at købe et lille hus. Her ligger forfaldne huse side om side med de velplejede, og flere steder går man og ordner have eller andre udendørs gøremål. Folk er venlige, og vi spørger om vej til én, som kan vide noget om fremstilling af begravelsesæsker.

Vi banker på døren til et af de små huse. Bag huset er to små skure, der kunne indeholde et værksted eller lignende, og ved siden af ligger en stak enorme cedertræsplanker. Mens vi venter på svar, kommer en lille hund stormende og smider sig lykkeligt foran os for at blive kløet på maven. Så går døren op, og en mand af tydelig haida-afstamning iført hvid t-shirt med haida-print kommer ud. Vi spørger, om det er ham, der laver æsker. Det er det.

Manden hedder Roly og bor i huset med sin kone og søn. Han vil gerne vise Sigrid, hvordan han gør, og han tager os med om til et af de små skure i baghaven. Her har han værktøj og træ fra gulv til loft. Roly begynder at vise eksempler på sit arbejde frem. Folk bestiller stadig æskerne til begravelse, men i dag begraver man folk i jorden på Haida Gwaii og ikke på traditionel vis over jorden, som før i tiden. Han fortæller, hvordan han samler æskerne, og Sigrid får lov at fotografere et specielt bor, der skal bruges til at fremstille samlingen.

- Det skal specialfremstilles. Jeg har fået mit lavet i USA, forklarer Roly og finder et telefonnummer til sin kontakt.

Vi går ud fra værkstedet og ser på de enorme planker, Roly har liggende.

- I dag vil flere have kister i fuld størrelse i stedet for æskerne, lyder forklaringen på de de store dimensioner af træ.

Vi taler lidt mere og bliver også inviteret inden for i stuen. Her møder vi hans kone og hans teenagesøn. Stuen er fuld af nipsting og fjernsynet kører på en kanal om jagt. Vi ser flere versioner af æskerne, og han fortæller om sit liv, mens et par hunde og katte kommer til.

- Det er virkelig den bedste ekspertise, man kunne forestille sig, som vi fandt her. Jeg har fået så gode forklaringer og tegninger og en lille model af formen, som jeg kan tage med hjem og skille ad for at prøve teknikken selv, siger Sigrid.

Med besøget hos Roly slutter vores haidaeventyr, og Sigrid har fået en lille bid af haidas håndværkstradition med sig. I morgen går turen til Vancouver, hvor Sigrid skal færdiggøre sit design.

Artiklen er en del af temaet FSC Design Award 2015.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.086