Kvinde i spidsen for Kompan
Tidligere direktør for Albani Bryggerierne Connie Astrup-Larsen afløser Carl Henrik Jeppesen som administrerende direktør for legeredskabsproducenten Kompan.
I de seneste tre år har kapitalfonden Nordic Capital siddet som ejer af koncernen.
Årsagen til skiftet har været, at man forud for et ejerskifte inden for de næste 3-5 år har fundet det nødvendigt med et ledelsesteam med langsigtet commitment, der kan og vil strække sig ud over Nordic Capitals ejerperiode. Det oplyser Nordic Capital ifølge Berlingske Business.
Samtidig har Carl Henrik Jeppesen ikke ønsket at forpligtige sig for en længere periode.
Om direktørskiftet siger partner i Nordic Capital Christian Dyvig:
- Vi er meget glade for at kunne tiltrække Connie som ny adm. direktør. Hun har en solid erfaring indenfor internationale mærkevarevirksomheder, er resultatorienteret og stærk både strategisk og operationelt. Hun har vist evne til succesfuldt at lede og ekspandere internationale virksomheder, og vi er overbeviste om, at hun er det helt rigtige valg til den næste del af ejerskabet, som kan videreføre Kompans globale vækststrategi samt udnytte det store og attraktive potentiale, som virksomheden har.
Kilde: Berlingske Business