23948sdkhjf

Snedker-talenter på vej til VM i Brasilien

Møbelsnedker Thomas Vilain Rørvang og bygningssnedker Peter Boye Larsen er med på det danske hold, som skal dyste mod 1.200 andre unge fra hele verden til WorldSkills i Säo Paulo.
Tidligt lørdag morgen flyver 18 energiske unge, danske håndværkere mod WorldSkills i Sâo Paulo, Brasilien.

Her skal de i den kommende uge dyste om verdensmesterskabet i deres respektive håndværk. De 18 er Danmarksmestre i hvert sit fag, og de skal konkurrere med over 1.200 andre unge fra i alt 50 nationer.

Arrangørerne forventer flere end 200.000 tilskuere, og cirka 400 af dem kommer fra Danmark. De fleste er familiemedlemmer til de 18 danske håndværkere, men der er også danske VM-dommere og faglige repræsentanter med.

Blandt deltagerne er bygningssnedker Peter Boye Larsen fra Ærø Møbler A/S og møbelsnedker Thomas Vilain Rørvang fra Bruhn/Rørvang ApS. Begge går på Svendborg Erhvervsskole

Åbningsceremoni på tirsdag
Når det danske landshold tirsdag klokken 19 lokal tid er med i åbningsceremonien livestreames det til hele verden via www.worldskillssaopaulo2015.com og www.worldskills.org

Det samme er tilfældet, når verdensmestrene kåres søndag den 16. august efter flere dages hård konkurrence i udstillingscentret Anhembi Park.

I starten trænede man ikke
WorldSkills blev til i Europa i 1950, og Danmark deltog for første gang i Montreal i 1999. Udviklingen har gjort de danske landsholdsdeltagere stadigt skarpere:

- De faglige udvalg, som sponsorerer deltagelsen, har været rigtig gode til at sørge for, at træningen er i orden. I starten trænede man ikke, nu er man blevet langt bedre til det. Landsholddeltagerne er rollemodeller for erhvervsuddannelserne. Det giver et bedre image til erhvervsuddannelserne, og vi får hevet noget viden med hjem til Danmark, som kan bruges i erhvervsuddannelserne, siger Jesper Juul Sørensen, formand for SkillsDenmark.

Desværre må den danske delegation rejse afsted uden den 19. deltager. Danmarksmesteren i konditorfaget har opgivet at deltage på grund af sygdom.

Artiklen er en del af temaet WorldSkills 2015.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095