Four Design fejrer fødselsdag som ny virksomhed
- En meget mere bevægelig organisation, kalder direktøren den fynske møbelvirksomhed.
Der er ikke bare tale om, at virksomheden var forvandlet sig fra produktionsvirksomhed til idé- og montagevirksomhed, der outsourcer fremstillingen. I 2013 startede man også et to-årigt projekt, der skulle ændre kulturen i virksomheden, og to år efter er det en virksomhed med bedre medarbejdertrivsel, mener Ejvind Keldorff, som er administrerende direktør.
Projektet skulle blandt andet 'unbosse' virksomheden og øge medarbejderindflydelsen.
- Jeg læste en bog af Lars Kolind, og hans tanker og idéer, tænkte jeg, ville passe til vores virksomhed. Budskabet var, at giver man medarbejderne frihed til at beslutte noget, vil de også bruge den frihed til at varetage virksomhedens tarv, siger han.
Projektet har også betydet, at ledelsen ikke længere gemmer sig på et kontor, men arbejder ude omkring i virksomheden, hvor der er plads.
- Det har givet en større åbenhed mellem ledelse og medarbejdere, så vi har en meget mere bevægelig organisation nu, siger direktøren for 25-års fødselaren Four Design.
21. august er der fødselsdagsreception hos Four Design i Gislev ved Ringe.