Invita satser på mændene
Køkkenet er ikke længere kun kvindens domæne, og det medfører nye måder at indrette køkkenet på, mener trendforsker. Ny Invita-kampagne har mandlig madblogger i hovedrollen.
Og ifølge trendforsker Louise Byg Kongsholm fra Pej Gruppen giver det rigtig god mening. Et nyt køkken skal i dag være et velfungerende madværksted frem for et stort flot køkken, som man kan imponere naboerne med:
- Vi kender alle til at have for lidt tid i hverdagen. Derfor bliver maden i hverdagen ofte den lette løsning, og så skal den have gas i weekenden. At lave mad er blevet et livsstilsprojekt, hvor mange synes, det er vigtigt at lave mad fra bunden, når der er tid, siger hun.
Samtidig er manden blevet en mere aktiv deltager. Det øger efterspørgslen på avanceret udstyr, og for Invita er hensigten med kampagnen netop at gøre opmærksom på, at der i de nye køkkenløsninger er mere plads til maskinerne.
- Grej, smarte funktioner og stadig mere it rykker ind i køkkenet – især når det er manden, der bestemmer. Der skal gerne være plads til en hel maskinpark, som skal være let at komme til, siger Marketingdirektør Helle Fyllgraf fra Invita.