23948sdkhjf

LeeSign genopstår i nyt setup

Tidligere Scan-Speak-ejer er blandt stifterne af et nyt selskab, der viderefører aktiviteterne i det konkursramte firma.
I begyndelsen forrige uge gik Leesign A/S fra Tjørring i Midtjylland konkurs, men allerede dagen efter var et nyt selskab – LeeSign Creative Partner ApS – registreret hos Erhvervs- og Selskabsstyrelsen. I sidste uge lykkedes det så at indgå en aftale med kurator om at videreføre arbejdet med design og opbygning af messestande.

Bag den nye virksomhed står en investorkreds bestående af Mette Lysdal Stoltenborg, datter af tidligere ejer Allan Stoltenborg, samt Ingvard Sand fra Sand Spedition og Jan A. Nielsen, tidligere ejer af højttalervirksomheden Scan-Speak.

Jan A. Nielsen er udpeget som bestyrelsesformand, mens Mette Lysdal Stoltenborg bliver administrerende direktør. Hun fortæller, at alle ordrer og opgaver fra det konkursramte LeeSign A/S videreføres i det nye selskab.

- I forhold til kunderne vil der ikke være ændringer. Vi har ansat størstedelen af de tidligere medarbejdere, og min far og jeg vil fortsat arbejde tæt sammen, siger Mette Lysdal Stoltenborg.

Hun ønsker ikke at komme ind på baggrunden for konkursen.

- Vi har været nødt til at lukke en del af virksomheden, og det er ærgerligt, men nu kigger vi fremad. Det er vi nødt til. Vi har gennem det sidste års tid oplevet stor kundetilgang, og med et stærkere kapitalgrundlag får vi nu ressourcer til at arbejde mod større projekter, siger Mette Lysdal Stoltenborg.
Kommenter artiklen (2)
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063