Latinerkvarterets gader rykke indendørs
På Hotel SP34 er gangarealerne ombygget til bygader med døre, som ligner de historiske yderdøre fra det populære latinerkvarter.
Denne atmosfære ville hotelejer Søren Brøchner Mortensen genskabe i Hotel SP34s indretning, og i samråd med arkitekterne fik han ideen med at forvandle gangene til gamle bygader fra det indre København med uens værelsesdøre, der skulle ligne yderdørene i Sankt Peders Stræde. For at skabe effekten med dørene søgte han en dørproducent, der kunne imødekomme sådan en forespørgsel.
- Sankt Peders Stræde har en ca. 600 år gammel historie, som vi gerne ville inddrage i hoteldesignet ved at lave små, byagtige gader med indgang til værelserne. Vi kontaktede derfor Swedoor, som har formået at få helt nye indvendige døre til at ligne forskellige yderdøre fra gamle dage både i udtryk og farver, fortæller Søren Brøchner Mortensen, som er godt tilfreds med resultatet.
Nye døre i et ældre look
Da hver dør skulle have individuelt præg, blev de nye døre produceret med forskellige profilsporfræsninger i dannebrogsmønster. Samtidig var det vigtigt at dørene levede op til de moderne krav, der er til fx støjreduktion og brandsikkerhed.
- Vi synes, at det var en sjov idé. Designet passer jo også godt til Hotel SP34s gennemførte bohemetema på hele hotellet, og samtidig bidrager dørene til at skabe en ’bygadeatmosfære’, når man går søgende ned af ’strædet’ for at finde døren til sit værelse, siger Søren Nør, der er salgschef hos Swedoor.
Og stemning er der masser af, når man færdes ned af de asfalt imiterede gulvtæpper på gangarealerne og passerer metervis af pudsvægge og ’yderdøre’ i alskens farver og udformninger. Ved hver dør hænger der desuden ’gadelamper’, som markerer værelserne med et sort husnummer tværs over den nøgne pære – og kigger man ud af vinduerne, opleves synergien mellem det udvendige og indvendige miljø, hvilket bidrager ydermere til Hotel SP34s gennemførte design.