NJA Furniture faldt ned i grimt minus
Til gengæld blomstrer optimismen igen i nyt regnskabsår, fortæller den nye direktør.
NJA Furniture i Nors mellem Thisted og Hanstholm har overvejende produceret til eksport. Aktuelt forsøger fabrikken i Thy at bide sig fast på nærmarkedet. Arkivfoto: NJA Furniture
Et overskud forrige år på godt en halv million blev i seneste årsregnskab for 2014/2015 vendt til et minus på 4,5 mio. kr.
Lars Hovgaard, der tiltrådte som ny direktør 1. juli år, forklarer det blandt andet med svigtende salg.
- Vi kan ikke se tilbage med tilfredshed. Vi har ikke nået de salgsmæssige mål, som vi forventede, siger han til Wood Supply.
Den nordvestjyske producent af saml-selv-fyrretræsmøbler, som især har satset på europæiske eksportmarkeder uden for Norden, har blandt andet investeret i ny produktudvikling.
- Det har sænket vores effektivitet, og det har kostet på lønsomheden. Det, kombineret med en ny større kunde, og det koster i etableringsåret, siger han.
Til gengæld forventer han, at bundlinjen vil stige til overfladen igen som en korkprop. Men også kun til overfladen. Bundlinjen bliver sort igen, forventer han.
- Men vi forventer et beskedent plus. Det var et meget stort rødt tal, vi havde.
Optimismen skyldes, at tiltagene er kommet på skinner, og ordrebeholdningen ser bedre ud. Omsætningen, som faktisk steg fra 2014 til 2015, vil stige yderligere, forventer Lars Hovgaard.