23948sdkhjf

Palsgaard beholdt sine medarbejdere

Da nye ejere afværgede en lukning i sidste øjeblik, reddede det næsten alle arbejdspladser.
Næsten alle 100 medarbejdere hos spærfabrikken Palsgaard Spær i Hampen i Midtjylland har beholdt deres arbejde efter ejerskiftet, der i sidste øjeblik afværgede en lukning. En enkelt medarbejder er blevet afskediget, og 3F Midtjylland vil undersøge baggrunden for den fyring.

Det skriver Midtjyllands Avis.

- Med overtagelsen af Palsgaard Spær og Taasinge Elementer har vi også overtaget godt 97 procent af medarbejderstaben. Dermed vil også langt de fleste arbejdspladser være reddet, siger ny medejer og ny administrerende direktør i Palsgaard Gruppen, Holger C. Hansen.

Palsgaard Gruppen, som består af Palsgaard Spær og Taasinge Elementer, blev i slutningen af januar overtaget af Holger C. Hansen og Asbjørn Berge, som er henholdsvis ny koncerndirektør og bestyrelsesformand.

De nye ejere har med indskudt kapital mindsket en meget voldsom gæld og har fået en treårig bankaftale, der ikke kan opsiges. Dermed skulle grundlaget være på plads i lang tid fremover.

Nu vil virksomheden i dialog med sine kunder om, hvad de forventer og vil have af Palsgaard Gruppen, siger Holger C. Hansen til avisen.

I samme ombæring købte duoen også limtræsfabrikken Lilleheden i Hirtshals, som dog intet havde at gøre med Palsgaard Gruppens nedtur.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082