Første danske hårdttræssavværk FSC certificeret
Hvalsø Savværk kan som det første hårdttræssavværk i Danmark tilbyde FSC-certificeret løvtræ. På baggrund af en evaluering foretaget af NEPCon har savværket opnået sporbarheds-certificering, i første omgang for sin produktion af bøg.
- Med statsskovenes certificering er der kommet FSC-træ på det danske marked, og det har givet os et grundlag for selv at gå efter FSC-mærket. Vi ønsker med certifikatet at differentiere os på markedet, hvor store savværker i bl.a. Tyskland skaber et konkurrencepres på effektivitet. Vi satser i stedet på nicheproduktion af kvalitetsprodukter, hvor vi bl.a. kan levere træet med garanti for, at det er bæredygtigt produceret.
Hvalsø Savværk køber ca. 8-10.000 m3 løvtrækævler pr. år, heraf kommer ca. halvdelen fra de certificerede statsskove.
De første partier FSC-træ er allerede leveret:
- Det første læs bøg blev leveret til en kunde i England. Den mængde FSC certificeret træ vi kan producere er på nuværende tidspunkt begrænset, og derfor har vi valgt ikke at markedsføre vores produkt på mange markeder. Udover det engelske marked sælger vi FSC-certificeret træ i Danmark, Centraleuropa og lidt til Fjernøsten, fortæller Lau Nygaard. Han tilføjer, at savværkets leverancer af certificeret træ er sket til købere, som havde opstillet FSC-certificering som en købsbetingelse.
- Certifikatet giver en ekstra sikkerhed for afsætning i en tid, hvor efterspørgslen på bøg er vigende, forklarer han.
Certificeringen styrker også Hvalsø Savværks grønne profil, og Lau Nygaard betragter den som et vigtigt skridt i forhold til at gøre firmaet mere interessant som samarbejdspartner. I forvejen satser savværket på en etisk forsvarlig produktion bl.a. ved at anvende biologisk nedbrydelige smøremidler, udnytte eget biobrændsel til varmeproduktion og gøre en målrettet indsats for at minimere støjgener for såvel ansatte som naboer.
Hvalsø Savværk har kombineret sit FSC sporbarhedscertifikat med et FSC Controlled Wood certifikat. Controlled Wood – eller ’kontrolleret træ’ - er træ, der ikke stammer fra kontroversiel skovdrift, bl.a. skal kontrolleret træ være lovligt fældet i områder uden meget store ubeskyttede naturværdier. Efterspørgslen på FSC kontrolleret træ er voksende, da denne type træ kan indgå i blandingsprodukter med FSC certificeret træ.
Hvalsø Savværk ejes af Martin Nyrop-Larsen. Savværket har 30 ansatte, og omkring 90% af produktionen går til eksport. Savværket er certificeret af Rainforest Alliance på baggrund af en professionel tredjeparts evaluering foretaget af NEPCon. Hvalsø Savværks sporbarhedscertifikat har koden SW-COC-003041.
Kilde: NepCon