Uno Form til kamp for originalerne
Der skal passes godt på de danske designklassikere, mener man i Farsø, hvor Uno Form blæser til kamp for originalerne.
Nu vil køkkenproducenten lære kunderne at skelne mellem originalen og en uoriginalen.
Man skal nemlig passe godt på designklassikerne, siger direktør hos Uno Form Christian M. Olesen, der i det ærinde har indledt en kamp for at beskytte originalerne, blandt andet via en annoncekampagne med navnet 100 percent original since 1968.
- Vi vil gerne rette fokus mod, at der altså kun kan findes en original af et produkt – og i vores tilfælde er det et uno form C-serie-køkken. Vi synes, at det er tid til at slå en pind i jorden og bevidstgøre alle om, hvad der er originalen, når vi taler om Uno Forms C-serie. Vi kan se rundt i køkkenbranchen, at der efterhånden er en del andre firmaer, der sælger køkkener, som er meget inspireret af vores originale C-serie. Derfor synes vi, at det er tid til at vise originalen frem, siger Christian M. Olesen.
Når andre køkkenfirmaer lader sig inspirere af Uno Form så modtages det i Farsø med en blanding af stolthed og irritation.
- Min første tanke er irritation og ærgrelse. Men samtidig bliver jeg også lidt stolt, for det er jo et udtryk for, at vi har skabt et originalt produkt, som andre gerne vil have, siger han og understreger:
- Der kan kun findes én original, og den har vi.