Alle inviteres til at nominere til verdens største designpris
I dag, onsdag den 27. august 2008, starter nomineringen til INDEX: AWARD 2009. Alle inviteres til at nominere.
Siden den første INDEX: i 2005 har prisen udviklet sig til en af designverdenes helt store begivenheder, der foruden prisen også indeholder faglige programmer for designbranchen og studerende samt designudstillingen INDEX: AWARD EXHIBITION.
Ved samme anledning sættes der punktum for INDEX: AWARD 2007 og den tilhørende internationale udstillingsturné. I det forløbne år er udstillingen blevet vist i Danmark, Sydkorea og Australien og set af næsten 900.000 mennesker. Senest er udstillingen blevet vist i Melbourne, Australien, hvor den blev set af mere end 200.000 besøgende.
INDEX: AWARD uddeles til design, der forbedrer livet for mennesker, og mennesker fra hele verden kan nominere til prisen. Blandt alle de nominerede vil INDEX:s internationale jury, der for anden gang ledes af danske Nille Juul-Sørensen, vælger 70-100 finalister. Finalisterne præsenteres i en udstilling på Kongens Nytorv, der åbner umiddelbart før prisuddelingen, og som siden vises verden rundt.
Såfremt der ønskes mere information om INDEX: AWARD 2009 og nomineringen, kontakt kommunikationschef Niels Jarler på nj@indexaward.dk eller på tlf. 2011 3806.
Kilde: INDEX: AWARD