Grønt forum har vokseværk
Medlemsboom: FSC Danmark mærker i stigende grad, at danske træ- og papirvirksomheder bliver mere miljøbevidste.
I årets første syv måneder har 12 nye virksomheder meldt sig under fanerne, og i alt har FSC Danmarks Business Forum nu i alt 34 medlemmer.
- Vores kampagneaktiviteter de senere år har for alvor gjort danskerne opmærksomme på FSC-mærket. Men udbud og efterspørgsel skal hænge sammen. Derfor er det enormt vigtigt, at vi har en række virksomheder og organisationer, der vil gøre en ekstra indsats. Og derfor er vi naturligvis utrolig glade for medlemsvæksten, der viser, at villigheden er til stede, og at det giver virksomhederne værdi at engagere sig dybere i FSC - samtidig med, at det hænger sammen økonomisk, siger sekretariatsleder i FSC Danmark, Loa Dalgaard Worm.
En af disse virksomheder er Trip Trap Danmark, og her drager man stor nytte af medlemskabet:
- Vi har en klar defineret strategi om at øge andelen af FSC-certificerede havemøbler i vores samlede sortiment. Vores medlemskab af FSC Business Forum er med til at understøtte denne strategi kommunikativt ved, at vi deltager i forskellige relevante kampagner med FSC Danmark. Det giver værdi for vores virksomhed - også på bundlinjen, siger direktør Anders Bundgaard.
Kilde: FSC Danmark