Direktør: Møbelbranchen rustet til nedgang
For første gang i 20 år er der nedgang på såvel hjemme- som på eksportmarkeder, men møbelindustrien er bedre rustet til at stå imod, end det var tilfældet under krisen i firserne.
Keld Korsager, administrerende direktør hos brancheforeningen Møbel+Interiør kalder udviklingen alvorlig, men der er endnu langt til panik:
- Sidste gang, vi oplevede, at både hjemmemarked og eksportmarkederne gik tilbage på samme tid, var i senfirserne. Her blev det katastrofalt, at flere danske virksomheder havde lagt alle sine æg i den amerikanske kurv. Situationen nu er en anden. Møbelvirksomhederne har generelt en større markedsspredning, der gør dem mindre sårbare end tidligere, siger han til Erhvervsbladet.
Korsager påpeger desuden, at virksomhederne står stærkere denne gang, fordi den oomfattende utsourcing af produktionen gør, at man ikke har så mange penge bundet i kostbart produktionsudstyr.
Den danske møbeleksport faldt med 4 % i årets første seks måneder, mens hjemmemarkedet gik 12 % tilbage.
Kilde: Erhvervsbladet