23948sdkhjf

CE-mærkning af vinduer - tid til afklaring

Dansk Byggeri har i de seneste måneder arbejdet på at få en klar fortolkning af den nye harmoniserede standard for vinduer og døre. Samtidig ønsker man at forlænge den nuværende overgangsordning, så virksomhederne får tid til at omstille sig til CE-mærkningen.
I juni 2008 orienterede Dansk Byggeri om konsekvenserne af, at den aftalte overgangsordning for vinduer og døre udløber den 1. februar 2009. Hovedbudskabet var her, at alle vinduer og døre efter 1. februar 2009 skal CE-mærkes.

- Vi fik ganske mange reaktioner fra medlemmer, der producerer vinduer til enkelt- eller specialopgaver, forklarer konsulent Søren Meyer.

Uoverskuelige krav
Ifølge Dansk Byggeri ser flere virksomheder kravene om CE-mærkning som uoverskuelige - ikke mindst i forbindelse med indførelsen af styring og dokumentation. De frygter, at de må opgive produktion af enkelte specialfremstillede vinduer og døre, fordi produktionen ikke kan bære de nye omkostninger. Det kan i værste fald føre til, at et ædelt håndværk forsvinder.

Nu har Dansk Byggeri haft drøftelser med Erhvervs- og Byggestyrelsen om, hvordan kravene til CE-mærkning skal fortolkes for de vinduer og døre, der specialfremstilles til fredede bygninger eller til bygninger fra før 1948. Konklusionen er her, at man i praksis ikke vil blive mødt med krav om at opfylde bestemmelserne om CE-mærkning på netop dette område.

Nyt standardværktøj på vej
Men herudover skal virksomhederne vænne sig til CE-mærkning. Træsektionen under Dansk Byggeri vil derfor straks udvikle et standardværktøj, der gør det nemt og billigt for virksomhederne at CE-mærke vinduer. Med standardværktøjet - og en fælles typeprøvning - vil ganske mange virksomheder kunne CE-mærke deres produkter uden et meget omfattende system samt tilhørende administrativt besvær og udgifter.

Forlænget overgangsordning
Dansk Byggeri har på linje med flere andre EU-lande, opfordret myndighederne til at forlænge overgangsordningen, så der bliver tid til at forberede virksomhederne til de nye krav. En forlængelse er også nødvendig, da EU-Kommissionen skal afklare fortolkninger om anvendelse af fælles typeafprøvninger

- Jeg tror på en forlængelse af overgangsordningen, siger direktør Michael H. Nielsen, Dansk Byggeri og uddyber:

- Der er behov for at få afklaret alle elementer omkring den harmoniserede standard for vinduer og døre, og der er behov for tid til at få indarbejdet forenklede kvalitetsstyringssystemer i virksomhederne. Det gælder ikke bare i Danmark men i ganske mange EU-lande. Derfor får vi en forlængelse af overgangsordningen.

Kilde: Dansk Byggeri

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.065