Stor opbakning om certificeret træ
Senere på året lancerer Miljøministeriet en ny vejledning til indkøb af certificeret træ. Initiativet blev i den forgangne uge præsenteret for en interesseret og lydhør forsamling fra den danske træindustri.
Anledningen var Miljøministeriets vejledning for offentligt indkøb af lovligt og bæredygtigt træ, som ventes klar senere på året, og fra ministeriets side var der efterfølgende stor tilfredshed med såvel fremmøde som udbytte:
- Det store fremmøde og de mange indlæg på seminaret vidner om den store opbakning, vi ser i store dele af branchen. Danske offentlige institutioner bør aktivt tilstræbe at købe lovligt og bæredygtigt træ. Vi er i Miljøministeriet derfor på vej med en ny vejledning, som vil gøre det lettere for offentlige indkøbere og byggeansvarlige at skaffe sig lovligt og bæredygtigt træ, siger miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Skov- og Naturstyrelsen anbefaler de to ordninger FSC og PEFC som garanter for lovligt og bæredygtigt træ, og seminaret bekræftede at der i branchen er stærk vækst i både certificeret skovareal og antal virksomheder med sporbarhedscertifikat.
Kilde: Skov- og Naturstyrelsen