Flexa skifter ud på centrale poster
Ny struktur splitter Flexa-koncernen i to, og rokader i ledelsen betyder samtidig, at stifterens to sønner træder et skridt tilbage i hierarkiet.
Koncernen vil fremover være delt i en møbeldivision og en Flexa Heat-division. Møbeldivisionen får Frits Thomsen og Frans Windbjerg som sideordnede direktører, mens Flexa Heat - som står for produktion af bio-brændselspiller - får Søren Lykke Sørensen i spidsen.
Den omfattende rokade betyder således, at brødrene Per og Søren Lykke Jensen - der er sønner af stifteren Henning Lykke Jensen - nu får en mere anonym rolle i organisationen:
- Per og Søren Lykke Jensen arbejder fortsat for fuld kraft for koncernen, men i en anden funktion end den, de hidtil har haft. Jeg vil ikke kalde det som konsulenter, men de er trådt et skridt tilbage i en ny rolle helt efter eget ønske, forklarer bestyrelsesformand Niels Ravn over for Børsen.
Niels Ravn - der er tidligere koncerndirektør i VKR Holding - er selv for nyligt tiltrådt som formand for bestyrelsen. Her har han afløst Henning Lykke Jensen, der nu optræder som koncernchef.
Flexa skuffede i regnskabsåret 2006/07, hvor overskuddet - på trods af en omsætningsstigning - blev halveret fra 12 mio. til 6 mio. kroner. Niels Ravn ønsker ikke at kommentere på det aktuelle årsregnskab, der sluttede ved udgangen af september. Dog vedkender han over for Børsen, at ”…møbelindustrien har sine udfordringer”.
Kilde: Børsen