Verdens største Wegner-producent runder 100 år
Den fynske møbelfabrik Carl Hansen & Søn, der er verdens største producent af Hans J. Wegners møbler, fejrer på tirsdag sin 100 års fødselsdag.
Direktør og ejer Knud Erik Hansen har sammen med sine 120 medarbejdere tilegnet sig en solid position i den danske møbelbranche, og der er således sket en hel del siden Knud Erik Hansens far - Holger Hansen - i 1950’erne kæmpede en hård kamp for at få Wegner-stolene til at slå igennem på markedet.
Specialmål til japanerne
Siden 1950’erne er Carl Hansen & Søn vokset sig stærk og er blevet langt mere international i sin fremtoning. I 2004 åbnede virksomheden et salgskontor i Toronto i Canada, og for nyligt etablerede man showroom og salgskontor med 18 ansatte midt i Tokyos centrum.
- Japanerne er vilde med Wegners design. Og jeg må sige, at det passer godt ind i deres enkle, rene og æstetiske stil. Det så jeg på en privat gård, sidst jeg var derude. Og så går japanerne også meget op i, at materialet er et naturprodukt frem for stål, glasfiber og plastic. De holder meget af træ i høj kvalitet, træ der kan holde i flere generationer, forklarer Knud Erik Hansen til Fyens Stiftstidende.
Der er dog en særlig udfordring på det japanske marked:
- Japanerne vil gerne have stolene lavere end os i den vestlige verden, og det efterkommer vi naturligvis her på fabrikken, inden stolene bliver sendt til Japan, siger han.
Kilde: Fyens Stiftstidende