Her åbner Normann sin egen butik nummer 2
Alligevel gik 11 år, før Østerbro-butikken fik sin første lille aflægger. Normann-butik nummer 2.
Den er nu åbnet i Københavns Lufthavn, hvor det danske designhus sælger mindre bolig- og kontorartikler.
Aftalen gælder året ud, og så skal Normann Copenhagen overveje, om den skal forblive eller ligefrem udvides.
- Der er en voldsom vækst, og målsætningen er at gå fra 28 til 40 millioner passagerer, siger Poul Madsen, adm. direktør hos Normann Copenhagen.
Han betegner lufthavnen som Danmarks mest attraktive detailstrøg.
Den nye lufthavnsbutik får fokus på varer, som passagerne nemt kan tage med sig. Decideret møbler bliver der ikke meget af.
- Det er ikke egnet til bare showroom, pr eller branding, for det er meget dyrt at være der, og derfor skal der flest mulige ekspeditioner igennem, siger han.
Når der gik 11 år, før Normann-butik nummer 2 åbnede, så er det fordi, det københavnske designhus overhovedet ikke har travlt med at skabe sin egen detailkæde.
Strategien er partnerskaber med andre aktører og delebutikker, almindeligt salg til detailbutikker, et øget fokus på erhvervssalg og ikke mindst Normanns egen webbutik.
Sidst i august åbner Normann Copenhagen 300 nye kvadratmeter showroom i Shanghai. Igen – det bliver i sammenhæng med andre brands og ikke med egen butik.