Rund sav kan afløse rundsaven
Dansk maskinleverandør forventer stort af nyskabende opskæringsteknik
Concept 350 fra italienske Paoloni, som Thrane Maskiner har lanceret, kan opskære alle træindustriens tænkelige plader – alt fra laminerede spånplader til massive planker. Forskellen fra traditionel opskæring er, at savklingen flytter sig, så ingen behøver at skubbe emnet.
Opskæringen foregår også i et aflukket system. Det øger sikkerheden for medarbejderne, og så spredes støvet ikke som ved brug af traditionelle rundsave.
Lige nu er det et meget varmt emne for virksomheden på Østlolland.
- Hver uge får vi cirka 5-10 henvendelser, og det er en ret stor efterspørgsel. Man skal tænke på, at der sjældent sker den slags nyheder i den her kategori i branchen, siger Rasmus. Thrane, adm. direktør og ejerleder hos Thrane Maskiner.
Salget og dne forventede afsmitning på firmaets resultater ønsker han endnu ikke at kommentere over for Wood Supply.
Thrane Maskiner har reelt eksisteret siden 1972, men findes i dag i en genskabt udgave, efter at maskinleverandøren for få år siden gik konkurs. Det nye Thrane Maskiner er kommet ud af de første to år med mindre underskud. Senest på et beskedent beløb af lige under 4000 kroner.