23948sdkhjf

Illum forberedt på nedgang

Illums Bolighus har netop offentliggjort et årsregnskab, der viser et plus på 10,8 mio. kroner før skat og finansielle poster. Selskabet forventer også plus i år, men alligevel forbereder direktøren sig på nedgang.
Tiderne med stort salg af Børge Mogensen-sofaer kan meget vel være forbi for denne omgang. Det vurderer direktør hos Illums Bolighus, Henrik Ypkendanz.

Han har netop offentliggjort sit årsregnskab for 2007/08, der trods en omsætningsfremgang på 4,5 mio. til knap 222 mio. kroner byder på en mindre nedgang i resultatet. Således lyder årets facit på 10,8 mio. kroner før skat og finansielle poster mod 15,3 mio. sidste år.

Illum og Ypkendanz forventer også overskud i indeværende regnskabsår, men direktøren forudser alligevel, at bolighuset vil sælge færre designervarer i den kommende tid:

- Det har nok været en ekstra god fest. På et eller andet tidspunkt skal det stagnere en lille smule. Den største udfordring for os det næste år er de meget dyre varer, siger han til Børsen.

Ypkendanz er dog efter eget udsagn på forkant med udviklingen og har gennem en periode forberedt virksomheden på den nedgang, som måtte komme før eller siden:

- Jeg har været i Illums Bolighus siden 1982. Derfor husker jeg, da Poul Schlüter gik på talerstolen og sagde, at nu slutter festen. Derfor havde jeg på fornemmelsen, at det her ikke kunne fortsætte. Derfor har vi i løbet af året lavet nogle omkostningsjusteringer, som har gjort, at stagnation i markedet ikke rammer os så voldsomt, som det kunne have været tilfældet, forklarer han og understreger, at han tror på et nyt opsving inden for en overskuelig periode:

- Jeg tror, der går et par år, inden der igen kommer fremgang. Jeg tror, at 2009 bliver et år, hvor vi skal være indstillet på, at det går knap så stærkt, som det gjorde i 2008. Men jeg tror bestemt heller ikke på, at krisen kommer til at vare tre eller fem år.

Kilde: Illums Bolighus A/S / Børsen

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.068