Møbelbranchen er sårbar - men udviklingen kan vendes
Møbelindustrien er generelt blandt de brancher, der har klaret sig dårligst under opsvinget. Derfor er den også blandt de mest sårbare, når krisen kradser.
Det er dyster læsning, for disse virksomheders evne til at stå imod i dårlige tider er lav, advarer Bent Jørgensen, der er partner hos PricewaterhouseCoopers. Han understreger dog samtidig, at en negativ udvikling kan vendes, hvis ledelsen reagerer i tide. I den forbindelse er likviditet nøgleordet:
- En virksomhed går ikke ned på grund af et dårligt regnskab, men på grund af manglende likviditet. Cash is king - kontanter er kongen. Derfor er det livsvigtigt, at ledelsen har fokus på likviditet og en positiv pengestrøm, siger han til Børsen og fortsætter:
- Det gælder om at reagere i god tid, hvis det begynder at stramme til i virksomheden. Ellers mister man sin manøvredygtighed. Hvis man reagerer i tide, er mulighederne for at handle og løse problemerne langt bedre.
Kunne ikke se skoven for bare træer
Bent Jørgensen fortæller, at PricewaterhouseCoopers afdeling for kriseløsninger for nylig reddede en dansk forbrugsvare-virksomhed, som var i akut krise på grund af negativ pengestrøm, store pengebindinger i lagre og faldende salg. Her lykkedes det at identificere besparelser for 70 mio. kroner:
- Ved at gå virksomheden grundigt igennem, sammenligne med konkurrenter i branchen, som gik væsentligt bedre, og få afdækket, hvor problemerne var størst, lykkedes det at få opstillet en handlingsplan, som har virket. Hele organisationen var stresset, indkøb var nedprioriteret, ledelsen led nærmest af tunnelsyn og havde dårlig evne til at forudse udviklingen. De kunne ikke se skoven for bare træer, forklarer Bent Jørgensen.
Kilde: Børsen