Skovene bliver både større og sundere
Danmarks skovareal er stadigt stigende, og skovenes sundhed er generelt blevet bedre siden midten af 1990’erne.
Det træbevoksede areal har været konstant stigende siden 1881, hvor den første skovtælling fandt sted i Danmark, og i dag dækker skovene 12,4 % af landets samlede areal.
Næsten halvdelen af træerne er løvtræer, og det er både overraskende og positivt:
- Undersøgelserne har givet os ny viden. Hidtil har vi regnet med, at der var omkring 35 % løvtræer. Det viser sig, at der i stedet er 43 % løvtræer. Dette forhold medfører blandt andet, at skovene er mere varierede, og det har en positiv betydning for bl.a. biodiversiteten, fortæller forskningschef Vivian Kvist Johannsen fra Skov & Landskab.
Undersøgelsen viser også, at der i de danske skove er bundet i alt 132 mio. tons kuldioxid, hvilket omtrent svarer til 2,7 gange det samlede årlige udslip af kuldioxid i Danmark i 2005. Årligt bindes der - efter hugst af træ til konstruktion og energi - 4,9 mio. tons kuldioxid i skovene.
Kilde: Skov & landskab