23948sdkhjf

Når etik og bæredygtighed bliver en god forretning

Henrik Marstrand og virksomheden Mater udviklede i 2006 et nyt møbelkoncept baseret på social ansvarlighed og respekt for lokale håndværkstraditioner. Det gav tidligere i år en pris som det bedste debuterende designerbrand i 2007.
Hvordan implementerer man etik og bæredygtighed uden at tage toppen af produktivitet og profit?

Det spørgsmål har mange erhvervsledere stillet sig i årenes løb, og for møbelvirksomheden Mater hedder svaret ”Global-local”.

Begrebet er Henrik Marstrands betegnelse for, hvordan han og Mater har formået at forene lokale håndværkstraditioner fra klodens fjerne afkroge med de krav, som nutidens markeder stiller til en succesfuld virksomhed.

Den etiske kapitalist
Konceptet bygger på bæredygtighed og social ansvarlighed, men det er ikke kun for miljøets skyld. Efter en indkøringsperiode er Mater nemlig begyndt at tjene penge på sit foretagende, og når alt kommer til alt handler etiske regnskaber ifølge Henrik Marstrand om at øge produktiviteten - ikke om at redde planeten.

Evnen til at tilpasse de grønne værdier til markedets logik har således givet Marstrand et succesfuldt designerbrand, og ganske rammende beskrev konferencier Henrik Føhns ham som ”en etisk kapitalist” under sidste uges Smart Space-konference i Vejle.

Hvorfor ændre på noget, der har fungeret i flere hundrede år?
Et nøgleord for Mater har været at respektere lokale kulturer og håndværkstraditioner. Filosofien er, at når fx indiske håndværkere er vant til at arbejde på gulvet i bare tæer, så nytter det ikke noget at forsyne dem med sikkerhedssko og arbejdsborde, for det kommer der ikke bedre produkter ud af.

- Hvorfor ændre på noget, der har fungeret i flere hundrede år?, spørger Marstrand retorisk.

På den måde er Mater med til at sørge for, at de særegne traditioner og kulturer kan opretholdes, og når en del af virksomhedens overskud samtidig er øremærket udviklingsprojekter i de pågældende regioner, kan Maters koncept i sidste ende både øge levestandarden og produktiviteten.

For øjeblikket er Mater blandt andet involveret i CSR-projekter i Vietnam, og i Indien forsøger man at udvikle faciliteter til tørring af træ ved hjælp af solceller.

Produkter som folk er villige til at vente på
Maters forretningskoncept skaber unikke produkter, men til gengæld er produktionen langt fra ligeså effektiv som de masseproducerende apparater, vi kender fra den vestlige verden. Mater er således ikke lagerførende, og det stiller selvsagt store krav til firmaets designere:

- Der er brug for designere, der skaber produkter, som folk er villige til at vente tre måneder på, siger Henrik Marstrand.

Han forklarer videre, at det er lykkedes at samle en række inden- og udenlandske designere, som har følt sig tiltrukket af Maters specielle koncept, og resultatet er ikke udeblevet.

Virksomheden oplever en stigende interesse for sine produkter, og tidligere i år modtog Mater prisen som årets debutbrand fra det London-baserede design- og arkitekturmagasin - Wallpaper.

Henrik Marstrand var blandt oplægsholderne under sidste uges Smart Space-konference, som blev afholdt af Udviklingscenter for Møbler og Træ i samarbejde med Innovation Lab, Alexandra Instituttet, Teknologisk Institut og Dansk Design Center.

Læs mere om Smart Space:
Fremtidens materialer kom til Vejle
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.056